Sleeve til Walkman
Fritidsprojekt
I dag er streaming klart den mest almindelige måde at få adgang til en masse musik på. Men streaming-tjenesterne henvender sig forståeligt nok overordnet til "de mange", og det kan derfor ofte være svært at finde specifikke, ældre eller mere usædvanlige musikudgivelser. Jeg er desuden lidt gammeldags, og jeg kan godt lide at eje min musik, så jeg altid har adgang til den – også hvis internettet er nede.
Jeg har derfor gennem årene haft flere forskellige mp3-afspillere: en iPod nano (3rd gen), en Sansa Clip Sport, diverse mobiltelefoner, mit armbåndsur(!) og senest en Walkman (NW-A35). "Walkman" er ikke et ord, man ofte hører brugt i 2020'erne, og for mange vil det nok lede tankerne hen på de bærbare kassettebåndafspillere fra 1990'erne (af hvilken jeg også var den glade ejer). Navnet bruges dog i dag også om Sony's serie af mp3- og medieafspillere.
Min nye Walkman er en rigtig lækker enhed, og for at beskytte både touch-skærm og afspillerens krop mod hverdagens slid, har jeg lavet et lille læderetui (eller "sleeve") til den.
Etuiet er lavet til at sidde på afspilleren, både når den er i brug, og når den ikke er. Når afspilleren ikke er i brug, kan den vendes med den "lukkede" ende udad, så den er fuldt beskyttet. Når den er i brug (med lydstik) eller til opladning, kan enden med stikindgangene vendes udad. Etuiet er tilpasset afspilleren, så toppen af afspilleren netop ligger i niveau med etuiets åbning. Pasformen er tilpasset helt nøjagtigt, så afspilleren netop kan glide ind og ud af etuiet uden modstand, men samtidig uden at den "rasler". Måden hvorpå læderet er samlet er idéel, da den lige netop giver tilstrækkelig plads til knapperne på siden af afspilleren. Knapperne kan ganske vist ikke bruges, mens afspilleren er i etuiet, men det er også underordnet, da jeg sjældent springer frem og tilbage i mine album og playlist'er. Desuden lytter jeg ofte til min musik via mine Bluetooth-hovedtelefoner, hvorfra jeg kan skifte sang og ændre volumen om nødvendigt.
Etuiet er lavet af indfarvet, mørkebrunt læder og håndsyet med sort, vokset tråd. Kanterne er dækket med mørkebrun kantfarve. Etuiet er vådformet omkring mp3-afspilleren, der selvfølgelig har været pakket forsvarligt ind i flere vandtætte lag under processen.