Skylampe
Fritidsprojekt
Denne skylampe var en fødselsdagsgave til min skønne kæreste – i hvert fald i første omgang. Den rigtige modtager var min dreng, som skulle komme til verden en måned senere. I dagtimerne er lampen et vægornament, og når den tændes om aftenen, afgiver en LED-kæde langs kanten et blødt lys, hvis farve kan ændres alt efter humør og stemning.
For flere år siden fandt jeg en lignende lampe på nettet, og jeg syntes, det var en glimrende idé. Lampen havde imidlertid kun én pære som lyskilde, hvilket gav en ujævn fordeling af lyset langs kanten og dertil en ærgerlig skygge under fatningen. Desuden brød jeg mig ikke så meget om formen på skyen, så jeg blev inspireret til at lave min egen version.
Min kæreste er (desværre) ikke særligt glad for brune farver, så jeg valgte at bruge et smukt stykke af det lyseste træ, jeg kunne få fat i. Det var gran. Træstykket, jeg endte med at bruge, var bare en almindelig 18 mm hylde af limtræ, men jeg fandt et stykke, hvor årerne lå så parallelt, at det lignede ét stykke. Lampen består af et frontstykke og et bagstykke, og selvom de begge er fra den samme hylde, valgte jeg selvfølgelig den smukkeste del til fronten.
Jeg skar de to figurer ud efter en papirskabelon, jeg havde lavet. Fronten er et solidt, fladt stykke, og bagstykket er en smallere kontur. Disse blev efter udskæringen begge slebet. Jeg lavede en lille fejl med bagstykket, idet jeg havde placeret åbningen til ledningen 5 mm for langt til den ene side, så jeg var nødt til at skære enderne af og bytte om på dem. Dette er dog ikke rigtig et problem, da bagsiden ikke er synlig, når lampen hænger på en væg. Jeg valgte at indfarve bagstykket med en brun farve for at skabe lidt kontrast mellem stykkerne, og for at gøre bagsiden mindre synlig, når lampen ses fra siden. En LED-kæde blev derefter klæbet fast rundt om bagstykket, og jeg borede to små huller til ophængningen.
Jeg er meget tilfreds med den færdige lampes proportionering og stiliserede form. Cirklerne, der danner formen, er henholdsvis 5, 6, 7 og 10 cm i diameter, og de rammer alle hinanden i 90°-vinkler. Når lampen er tændt, er lyset perfekt fordelt rundt om formen, og når den er slukket, er lampen både nuttet og subtil. Den færdige lampe behager æstetikeren så vel som matematikeren i mig – men det vigtigste var min kærestes smil, da hun pakkede op for "sin" gave.