Rør til strikkepinde
Fritidsprojekt
Min mor strikker. Og hun strikker meget. Derfor har hun selvfølgelig også alt for mange strikkepinde i alle mulige forskellige størrelser, og for at kunne få lidt orden i sagerne ønskede hun sig et strikkepindeetui i fødselsdagsgave.
Jeg lånte i al hemmelighed et par af hendes strikkepinde, så jeg kunne lave et etui/rør i læder til hende. Jeg valgte at indfarve læderet i en dybrød farve, da jeg ved, hun synes om det udtryk. Røret bestod i første omgang af to dele, hvoraf det nederste var et længere stykke, hvor strikkepindene ville stikke lidt op. Den anden del var låget, der kunne klemmes ned over en læderkrave ved åbningen af det lange stykke.
Inden gaven skulle gives, fik jeg nys om, at min mor faktisk havde brug for et rør, der var endnu længere end det, jeg havde lavet. Jeg måtte derfor i gang igen, og da jeg ikke havde nok læder til at lave et helt nyt rør, valgte jeg i stedet at lave et forlængerstykke mellem låget og bundstykket.
Det viste sig dog, at jeg havde lavet det rigtigt i første omgang, så forlængerstykket endte med at blive overflødigt. Men indsatsen var værdsat, og min mor var selvfølgelig rigtig glad for gaven.