Sidelæns skruetrækker
Fritidsprojekt
På et tidspunkt arbejdede jeg hen over sommerferien som altmuligmand på politigården i Odense. En del af bygningen er af ældre dato, og det samme gælder mange af dørene, som ofte trænger til at få strammet en skrue eller to. Skruerne var ikke til at komme til med en almindelig skruetrækker, så jeg var nødt til at lave en sidelæns skruetrækker for at kunne stramme dem.
Politigårdens værksted havde en spand med affaldsmetal, og skruetrækkeren er lavet af en metalstang med huller (som formentlig har været brugt til at justere hældningen på et skrivebord) og et beslag. Jeg brugte en god gammeldags hammer til at bukke beslaget rundt om en almindelig bit, og efter at have boltet beslaget fast til metalstangen lavede jeg to små indhak med en nedstryger på den ene side af beslaget. Heri placerede jeg et lille søm som bagstop, og jeg fastgjorde det ved at banke metallet rundt om. Efter at have skåret enderne af sømmet var skruetrækkeren færdig.