Computerkabinet i egetræ
Fritidsprojekt
Efter ca. 10 år uden væsentlige udskiftninger af de indre komponenter, havde min stationære computer brug for en gennemgribende opgradering. Jeg har ofte tænkt, at det kunne være sjovt at lave mit eget, unikke kabinet – et såkaldt case mod – og når nu indmaden alligevel skulle opgraderes, så kunne jeg jo også passende opgradere selve kabinettet!
Mit nye computerkabinet er med sine rene, enkle linjer kraftigt inspireret af den danske, skandinaviske og nordiske møbelkunsts "guldalder" fra 1930'erne til 1970'erne. Kabinettet er udformet som et lille møbel af massiv eg, og det måler 58x38x21 cm (uden ben). Set forfra er kabinettet udpræget minimalistisk med kun ét element: en knap til tænd/sluk. Alle porte og udtag til strøm og andre kabler er placeret på bagsiden for at minimere uskønt kabelrod. I siderne har kabinettet 1,5 mm hulplader i aluminium til luftindtag og -udblæsning. Øverst har kabinettet et låg, der kan løftes af, når man skal have adgang til kabinettets indre. Under kabinettet kan der som standard monteres møbelben (ligeledes af eg), så det fremtræder som et lille bord. Alternativt kan der monteres små gummifødder, hvis kabinettet f.eks. skal stå på et skrivebord.
Selvom komponenterne ikke er synlige, når låget er lukket, har jeg lagt vægt på, at de indvendige dele også præsenterer sig på en elegant måde. Dels fordi det selvfølgelig gør det nemmere at overskue kabinettets indre, men også fordi jeg godt kan lide, når der er styr på alle aspekter af et projekt – også de usynlige. Aluminiumslister under låget forhindrer støv og skidt i at falde ned til komponenterne ovenfra. På undersiden af låget er monteret en lille værktøjskasse til opbevaring af gummifødderne (når de ikke er i brug), en miniskruetrækker og diverse andre reservedele. Kabelføringen i kabinettet er generelt fuldt synlig, og strømkablerne sidder fastholdt til bunden med sort burrebånd, så de er lette at flytte på, hvis der på et tidspunkt skal foretages ændringer.
Et kritisk punkt for mig var, at kabinettet skulle være ekstremt lydsvagt, hvilket krævede både et godt air-flow (jeg tør ikke kaste mig ud i vandkøling) og god vibrationsdæmpning. Jeg brugte derfor lang tid på at skitsere forskellige løsninger ift. komponentplaceringer og -montage for at finde frem til den bedste kombination af luftgennemstrømning, æstetik og tilgængelighed. To 140 mm blæsere sørger for indblæsning af kold luft i den ene side, og endnu en 140 mm blæser og to 80 mm blæsere sørger for udblæsning af varm luft i den anden side og bag til. Strømforsyningen har sit eget "sekundære" air-flow og trækker selv luft ind fra siden og blæser ud bag til. Alle komponenter er i videst muligt omfang placerede, så de tillader luften at passere uhindret forbi.
Til montering af bundkortet og de bageste blæsere brugte jeg bund- og bagpladen og fra et andet, billigt computerkabinet. Jeg foretog enkelte modifikationer af bund- og bagpladen, for at gøre plads til et vertical-mount til grafikkortet (der dog i praksis fungerer som et horizontal-mount) samt et højdejusterbart støtteben til grafikkortet. Til montering af strømforsyningen anskaffede jeg et fladt specialbeslag i sortlakeret stål. Alle øvrige monteringsbeslag og fittings er sortlakerede eller metalgrå, og alle komponenter, beslag m.v. er monterede med sorte skruer.
Alle kabinettets trædele – bund, front, bagside og tredelt top – er skåret af én 2000x400x18 mm ubehandlet, stavlimet egetræsplade. Inden samling er der i alle træstykkerne (på nær låget) skåret 2,5 mm brede riller 10 mm fra siderne til fiksering af hulpladerne. En smal gummiliste presset ned i rillen langs hulpladerne holder dem stramt ind mod træet. Kabinettet er samlet med dyvler og trælim, og som ekstra forstærkning af konstruktionen er der indvendigt langs fronten, bagsiden og toppen monteret vinkelbeslag i sortlakeret aluminium. Kabinettets kanter er afrundede med rasp, fil og sandpapir til samme radius som træets tykkelse, dvs. 18 mm. Alle kabinettets trædele er slebet ind- og udvendigt og behandlet med bivoks, inden den endelige montage og installation af alle de forskellige komponenter, blæsere, kabler etc. Grundet den globale "grafikkortmangel" i starten af 2020'erne, måtte jeg i første omgang nøjes med mit gamle ASUS GTX 560 (som ikke rigtig passer ind i helheden hverken stil-, størrelses- eller præstationsmæssigt). Jeg har dog siden fået opgraderet til det Gigabyte RTX 3070, som jeg havde forestillet mig.
Snedkerarbejde kræver præcision og plads, og at jeg ikke havde adgang til et ordentligt træværksted vanskeliggjorde fremstillingsprocessen væsentligt. For at kunne opnå det resultat, jeg gik efter, måtte jeg hen over flere uger indtage halvdelen af min stue som "værksted", og jeg så mig desuden nødsaget til at købe en dyksav, så jeg kunne få samme skarpe savsnit på trædelene, som hvis de var skåret på en bordrundsav.
Det færdige computerkabinet blev præcis, som jeg havde tænkt mig: Enkelt, klassisk og nordisk. Både ud- og indvendigt er det langt smukkere og enklere end mit gamle, og jeg ser frem til at have det stående til skue på mit arbejdsværelse i mange år fremover.
Mit computerkabinet er også lagt op på builds.gg (et forum for case modders) med titlen The Scandinavian. Her blev der taget rigtig godt imod det. Et link til forummet kan findes under "DATA" for projektet