Pennebakke
Fritidsprojekt













På arbejdet har jeg to fyldepenne, jeg bruger til stort set alt: En med grønt blæk (til generelle noter og skitsetegning) og en med rødt blæk (til kommentarer, bemærkninger, markeringer på tegninger osv.). Begge penne har jeg liggende lige foran mig, så jeg hurtigt kan fatte den af dem, der er brug for – og for at gøre det lidt ekstra lækkert, har jeg nu også lavet mig en simpel pennebakke til dem.
Jeg havde låst mig fast på et helt enkelt design til pennebakken: en aflang træklods med en langsgående, konkav fordybning. Den konkave fordybning ville have været supernem at lave med en bordrundsav – men sådan en havde jeg ikke ... Så jeg endte med i stedet at "hacke" min dyksav, så den kunne bruges som en "omvendt" rundsav. Jeg byggede en ekstra konstruktion (et "jig") med en skinne, og monterede saven på en glideplade, så klingen kunne køres hen over træet – i stedet for træet hen over klingen. Ved at fiksre klingen i en vinkel på ca. 10° ift. vinkelret på klodsen, og ved at låse klingen i tiltagende dybder (i skridt af et par millimeter ad gangen), kunne jeg gradvist "æde" mig ned i træet og danne den konkave fordybning. Klodsen er efterfølgende skåret skarpt til i den rigtige højde, længe og bredde.
Jeg valgte at arbejde med et smukt stykke røget eg, jeg havde liggende i kælderen, og stykket var faktisk stort nok til, at det kunne blive til hele to pennebakker! Efter udformning med dyksav er bakkerne slebet glatte med sandpapir og fint ståluld, og de er til sidst behandlet med Danish Oil og voks for at fremhæve træet, og for at gøre det modstandsdygtigt over for vand og smuds. De færdige pennebakker måler 185x60x17 mm. En perfekt størrelse til to-tre blyanter eller penne.
Jeg er svært tilfreds med pennebakkerne. Den ene har jeg selvfølgelig selv taget i brug på arbejdet som planlagt, og den ekstra pennebakke har fået sig en god plads ved siden af min mors "læsestol", hvor især min papfar ofte sidder og løser krydsogtværs. Det er helt perfekt.