Udsigtstårn
Arkitekturprojekt
Denne konkurrence omhandlede et nyt udsigtspunkt og ly ved Værnengene, der ligger som en del af Tipperne ved Ringkøbing Fjord.
Mit bidrag til konkurrencen var 'Værnebåken', der er inspireret af de gamle sømærker, båkerne, der står langs Vesterhavet. Med sin placering, udformning og retningsbestemte åbenhed iscenesætter tårnet forskellige dele af det barske og unikke landskab. Samtidig kan man, bag de lukkede dele af facaden på nederste niveau, søge læ for vejret, når det bliver nødvendigt. På niveauet over er der uhindret udsyn ud over engene og det rige fugleliv, og på det øverste niveau er der fuldt 360° udsyn – også ind over træerne.
Konstruktionsprincip og materialevalg er holdt enkelt med et skellet af corten-stål og en beklædning i robinietræ. Dette med henblik på, at Værnebåken skulle kunne modstå de hårde forhold ved vestkysten og langsomt patinere med årene.
Konceptet med Værnebåken beror på idéen om en nænsom indpasning i og tilpasning til det omkringliggende, rå landskab med naturen i fokus.