Danser med lys
Arkitekturprojekt
På øen Rügen, der ligger i Tyskland, kan man finde et levn fra tiden omkring Anden Verdenskrig: ruinerne af det gigantiske, nazi-planlagte Prora-ferieanlæg (1936-1939, Dr. Robert Ley og Erich Putlitz). Anlægget ligger langs Rügens østlige kyst, og med sin totale længde på ca. 4,5km var det tiltænkt at være den primære feriedestination for det tyske folk. Projektet blev aldrig fuldført pga. krigen, og bortset fra én istandsat bygning – som i dag er et vandrerhjem – er de tomme bygninger ved at gå i totalt forfald. I dag er anlægget optaget på en fredningsliste, og det er et godt eksempel på arkitektur tænkt til Det Tredje Rige.
I dette projekt forsøgte jeg at puste liv ind i anlægget ved at arbejde med en ny programmering som øvelokale og kreativt værksted for studerende og undervisere på Instituttet for Moderne Dans på Berlins Kunstakademi. Efter en studietur til Prora-anlægget valgte jeg at arbejde med en af 'fingrene', der stikker ud fra hovedstruturen og originalt var tænkt som et af flere enorme kasinoer. Indeni var det store, åbne rum næsten sammenligneligt med en katedral, og på trods af manglen på egentlige vinduer gav en serie af huller langs loftets kant nok lys til, at rummet blev oplyst på en let dyster og næsten drømmeagtig måde. På oversiden dannede et fladt tag grundlaget for en scene.
Tryllebundet af den eksisterende bygnings kvaliteter og de unikke lysforhold besluttede jeg mig for ikke at ændre på for meget. Indendørs danner rummet med lysfrisen rammerne om et dansestudie. Vest for rummet er der omklædning for både mænd og kvinder, et frokostområde og plads til opbevaring af rekvisitter og udstyr. Længere mod vest er et stort, åbent fællesrum til diverse aktivitet, hvor skærme giver mulighed for at skabe små, semiprivate lommer. Her har jeg dannet en anden unik lyssituation, hvor jeg lod mig inspirere af måden, hvorpå lys trænger igennem træernes kroner i en skov. På baggrund af solens bane hen over et år genskaber jeg et fragmenteret lys ved at installere hundredevis af trekantede plader i forskellige niveauer. Både udenfor på taget og indenfor under loftet. Indenfor danner de en skulptur, og udenfor danner de et landskab, der enten kan bruges som bænke for tilskuere eller som en del af den egentlige forestilling.