Over la Périph
Arkitekturprojekt
Ah, Paris. En livlig by, men også en splittet by. Rundt om centrum løber la Périphérique – en bred ringvej, der desværre fungerer som grænse mellem hvad mange parisere definerer som 'det rigtige Paris' og yderområderne. Der er mange fordomme overfor såvel dem på indersiden som dem på ydersiden af la Périph. Med særlig fokus på den sydlige del af Paris var dette projekt et forslag til, hvordan der kunne skabes en bedre forbindelse mellem beboerne i Quartier de la Gare nord for ringvejen og Ivry-sur-Seine mod syd.
Det endelige forslag er et boligbyggeri, der bevæger sig på tværs af la Périph og forbinder et stort sportsområde i Quartier de la Gare med det tætte boligmiljø i Ivry-sur-Seine. Boligerne er tiltænkt familier i området, og de gør det muligt at bo på grænsen mellem de to distrikter, så man ikke hører mere til den ene side end den anden. Bygningen forankrer sig imellem de eksisterende huse på sydsiden og underlægger sig disses skala. Den invaderer derimod sportsområdet på den anden side, der til gengæld får lov til at trække sig over mod husene i form af græs og vegetation. Derved sker der en kontekstuel udveksling imellem de to distrikter. Larmen fra vejen reduceres af to lydskærme – en på hver side af boligbyggeriet. Hovedmaterialet er beton, men også støbejern er brugt til rækværk og detaljer som en reference til de hyppigt anvendte og ofte kunstfærdigt udførte gitre foran vinduer og gårde rundt om området.
Boligerne i byggeriet er modulære og er alle enten roterede eller spejlede versioner af den samme toetagers grundform. Deres indbyrdes placering danner et netværk af stier imellem enhederne, så man kan bevæge sig omkring indeni og under byggeriet. Derved opstår en forlængelse af vejnettet fra Ivry-sur-Seine, der hægter sig på stisystemet fra sportsområdet i Quartier de la Gare. De fleste af boligerne bruger sit eget tag eller taget fra en anden enhed som taghave og terrasse. De nord- og sydvendte rum er lavet med store vinduer, der kan foldes til side, så man kan vælge enten at inkludere det grønne udenfor eller lukke af for det. Boligerne kan modificeres, og rum kan tilføjes eller tilpasses efterhånden som familiens behov ændrer sig.