Skærebræt af resttræ
Fritidsprojekt











Det er en skam at lade gode råmaterialer gå til spilde. Det var derfor en stor fornøjelse for mig, da der opstod en oplagt mulighed for at få (gen)brugt noget gammelt resttræ, jeg havde liggende i kælderen, til et par nye skærebrætter.
Inspirationen til projektet ramte, da jeg var en tur i zoologisk have (af alle steder) med familien. Jeg kan klart bedst lide at bruge skærebrætter af træ, og jeg har to store og et helt lille træskærebræt stående derhjemme, som jeg er rigtig glad for. Det er imidlertid oftest netop en mellemstor størrelse, der er brug for. Så da jeg i souvenirbutikken fik jeg øje på et simpelt, mellemstort skærebræt i egetræ (og det var endda på udsalg!), havde jeg nær lagt det i kurven. Men så slog det mig, at der vist gemte sig et par gamle, ubehandlede egetræshylder hjemme i kælderen, som jo egentlig kunne blive til rigtig fine skærebrætter. Skærebrættet fra zoologisk have kom derfor ikke med hjem.
De to gamle hylder havde selvfølgelig flere skruehuller på undersiden. De havde desuden flere knaster og fejl i træet, og de var misfarvede efter at have hængt i direkte sol i flere år. Jeg brugte derfor lidt tid på at finde den optimale måde at skære dem til på, så skruehuller og større knaster blev skåret fra, samtidig med at jeg fik lige den størrelse på arbejdsfladen, jeg ønskede. Skærebrætterne er skåret ud med dyksav, for at få helt skarpe snit, og de er efterfølgende slebet, for at fjerne misfarvninger og gøre overfladen helt ren. Kanterne er let affasede, så de ikke er "skarpe", hvilket ellers ville gøre skærebrætterne ubehagelige at håndtere. Træet er til sidst behandlet med olie (Skovgaard & Frydensberg), der er godkendt til kontakt med fødevarer.
De færdige skærebrætter måler 18 mm i tykkelsen og er 270x196 mm store. De har en helt perfekt størrelse og drøjde til de fleste skære- og hakkeopgaver, og de er også helt perfekte som serveringsbrætter til små anretninger. Det er dem, jeg oftest rækker ud efter, når jeg står i køkkenet.













