Sværdskede
Fritidsprojekt
Hvert år deltager min kæreste og jeg ved den årlige Europæiske Middelalderfestival i Horsens. Vi kan godt lide at bidrage til stemningen, og derfor klæder vi os normalt ud i tidskorrekt tøj og udstyr. Igennem årene har jeg tilføjet flere og flere ting til min dragt, og dette år ville jeg tilføje det vigtigste element: et sværd med tilhørende skede.
Et overdekoreret sværd med en alt for kunstfærdigt udført skede ville ikke passe til mit lejesvendskostume, så jeg gik efter et mere enkelt udtryk. Den nemme del var at skaffe sværdet. Jeg ville have den ægte vare, så jeg tog kontakt til en italiensk sværdsmed, som kunne smede mig en kopi af et sværd fra 1300-tallet uden skarp æg. Det svære var skeden. Et historisk korrekt materiale til skedens kerne ville have været let poppeltræ, men det viste sig at være tæt på umuligt at skaffe. I stedet lod jeg mig nøje med asketræ, der er et lidt tungere men lige så historisk korrekt valg. Dupskoen til skedens spids var ikke nem at skaffe, men jeg fandt, hvad jeg ledte efter hos en smed i Tyskland.
Jeg skar asketræet ud i tynde stykker, og sværdets kontur blev tegnet over på to af stykkerne. Derefter stemte jeg et par millimeter ud fra dem begge, og jeg testsamlede løbende stykkerne for at sikre en god pasform omkring sværdet. Da jeg var tilfreds, limede jeg de to stykker sammen, hvorefter jeg raspede og sleb kernen, til den havde et fint ovalt snit og en tilspidsning i den lukkede ende. Derefter blev kernen lakeret, inden den skulle betrækkes med læder.
Læderet blev skåret til, så det passede stramt rundt om kernen, og efter at have ligget i blød blev det syet sammen. Dette var en besværlig proces, men det var samtidig utroligt tilfredsstillende at se læderet samle sig omkring trækernen. Kanten af skedens åbning blev syet med sort tråd for at give den et fint, færdigt udtryk. Derefter skar jeg slidser til bæltet, hvorefter jeg skar det egentlige bælte til. Selve skeden farvede jeg mørk kastanjebrun, og bæltet farvede jeg en endnu mørkere brun. Bæltet blev derefter trukket igennem slidserne i skeden og syet fast.
Projektet var en længere proces med en masse trial-and-error, men det var det hele værd i sidste ende. Jeg er meget tilfreds med den færdige skede.
Designet er baseret på en guide fra Ye Olde Gaffer's, der handler om, hvordan man laver en sværdskede. Et link til guiden kan findes under "DATA" for projektet.