Bakke til whiskyglas
Fritidsprojekt
Jeg kan godt lide whisky, og jeg kan godt lide fugle. Det er derfor nok heller ikke så mærkeligt, at jeg er rigtig glad for mine tre whiskyglas med fugle i bunden (en blanding af glas fra serien New Friends fra Kosta Boda).
Jeg ville gerne have en form for enkel bakke til glassene, så de kunne stå fremme til skue på min hylde med spændende flasker. Jeg havde ikke selv det fornødne værktøj til at lave en, så jeg var egentlig gået på jagt efter en passende bakke på internettet. Det viste sig dog efter lang tids søgen, at der ikke fandtes lige netop sådan en bakke, som jeg havde tankerne. Men jeg fandt til gengæld en snedker, der kunne lave en til mig ud fra tegninger.
Jeg har designet bakken, så den passer perfekt til mine glas – men jeg kan altså ikke tage æren for selve udførelsen. Jeg bad dog snedkeren levere bakken uden overfladebehandling, så jeg selv kunne give den den helt rigtige finish. Bakken har jeg behandlet med træolie med en lille bitte smule sortpigmentering, der giver træet lidt "kant" og gør, at bakken ikke går helt i ét med den egetræshylde, den står på.
Jeg er ovenud tilfreds med bakken, der præsenterer mine whiskyglas præcis, som jeg havde tænkt mig det.