Hillerslev Kirke
Arkitekturprojekt
Hillerslev kirke ligger midt i den lille, midtfynske landsby, Hillerslev. Den ældste del af kirken er opført i romansk stil, formentlig fra 1100-tallet, og kirken ligger helt traditionelt øst/vest-orienteret med våbenhus mod syd. Kirken hører til den ældste type af murede kirker i Danmark.
I forbindelse med en komplet udskiftning af taget på kirken, efter blotlægning af tagkonstruktionen, stødte man på uforudsete skader i kirkens mur- og trækonstruktioner – blandt andet i våbenhusets tagkonstruktion. Nationalmuseet udbad sig i den forbindelse en komplet rapport med registrering af de eksisterende forhold i våbenhusets tagrum, som jeg havde ansvaret for at udfærdige.
I alle våbenhusets spærfag blev der registreret spredte skader med ormædt og mørt træ, hvoraf størstedelen dog heldigvis var af mindre væsentlig karaktér. Våbenhusets spærkonstruktion og bindbjælker fremstod overvejende udført i eg, men stedvist også i fyr. Dette viste, sammen med manglen på tømmermærker ved de to spær tættest ved kirkeskibet, at der også tidligere var foretaget flere udskiftninger og reparationer i tagkonstruktionen.
Efter godkendelse fra Nationalmuseet blev de kritisk skadede dele i konstruktionen udskiftet på korrekt historisk og håndværksmæssig vis, og kirkens tag kunne herefter blive lagt færdigt.
Det viste materiale er fra projektet og tilhører Vaag Arkitekter.