Bålstænger
Fritidsprojekt









Der findes mange forskellige, smarte løsninger til, hvordan man kan lave mad over bål, og selv bruger jeg ofte en stegepande, når jeg kokkererer i det fri. Gængse bålstativer til stegepander involverer typisk en form for rist, hvilket jeg personligt finder ret upraktisk både ift. rengøring og pladsen i rygsækken. Jeg har derfor fundet på min egen enkle og kompakte løsning til et bålstativ.
Mit stativ består af tre 35 cm lange og 8 mm tykke titaniumstænger, der kan sættes ind i hinanden, så de danner en trekantet "gensidig ramme" (på engelsk reciprocal frame), hvor de enkelte stænger bærer hinanden. Bålstængerne kan skubbes sammen eller trækkes ud alt efter hvor stort bålet er, eller alt efter hvor stor en "flade" der skal understøtte stegepanden. Stængerne er egentlig bare simple teltpløkker, der har en påsvejst krog på siden. Mellemrummet mellem stang og krog er fra producenten næppe tiltænkt at passe med tykkelsen på stængerne, men det var kun nødvendigt at tildanne og udvide mellemrummet en lille smule, for at gøre det stort nok.
For at kunne holde noget over et bål skal bålstængerne selvfølgelig hæves lidt op, og her er det tanken, at man bare finder noget i nærheden af bålpladsen, som stængerne kan hvile på – f.eks. et par store sten eller nogle grene på ca. 3-4 cm i diameter, der tilspidses og bankes ned i jorden. Det kræver selvfølgelig lidt ekstra arbejde, men det er jo en del af det sjove ved at indrette lejr, og det er med til at spare vægt og plads.
Bålstængerne er testet i felten ved flere lejligheder, og de kan fint bære en 28 cm jern-/stålstegepande fyldt til kanten med en omgang lækker "jægergryde". Stængerne kan selvfølgelig også sagtens bruges til madlavning i en egentlig gryde, så længe gryde og indhold ikke vejer for meget.
Selvom jeg har ledt, har jeg ikke kunnet finde andre, der har lavet eller sælger et lignende bålstativ baseret på idéen om en gensidig rammekonstruktion. Jeg ved ikke, om det måske er fordi, at bålstænger som mine ville være mindre praktiske i områder uden skov med f.eks. sand- eller klippeunderlag og derfor ikke er lige så alsidige som andre løsninger. Selv tager jeg stort set udelukkende på telttur i skoven, så for mig er det ikke et problem (endnu) – og ellers må jeg jo videreudvikle konceptet, når/hvis det bliver aktuelt.











